Stemmerne Fra Little Big Horn
Voices from the Greasy Grass

Soldier Wolf.

"Jeg var sytten år gammel, da kampene fandt sted.
Gammel nok til at bemærke en stor del af tingene, der forgik omkring mig og gammel nok til at se årsagerne til dem. Vi Cheyenne, havde kun været i lejren i en nat. Næste dag omkring middagstid angreb tropperne os. Ridende ned ad Reno Creek og ind i lejren, drev os ud af tipierne og satte ild til dem.

Da folkene, der boede længere nede af floden hørte skuddene og råbene, kom de os straks til hjælp. Soldaterne trak sig tilbage og vi stormede imod dem og ind imellem dem. Styrkerne blev helt sammenfiltret og soldaterne opførte sig om de var fulde og de kunne slet ikke ramme os med deres skud.

De hvide trak sig endnu længere tilbage og ind imellem nogle træer, hvorfra de fortsatte med at beskyde os. Hvis de var blevet der, kunne de måske have slået os. I stedet for rejste de sig--
alle som én--De var måske blevet bange--og styrtede af sted mod floden, for at krydse den.
Vi forfulgte dem over på den anden bred og næsten helt op til toppen af bakken.
Da soldaterne nåede den, stoppede vi op og forlod stedet.

Da vi stormede op for at møde Renos styrker, var alle kvinder og børn samlet i den nederste del af lejren. Her var de blevet så bange af lyden af skud og råb, at de havde besluttet, at krydse floden og gå over på østsiden. På den måde ville de komme lidt længere væk fra kampene.

Da disse kvinder og børn havde krydset floden og var på vej op i højdedragene, opdagede de flere soldater, der gik til angreb på lejren. Det var Custer og hans soldater.

Kvinderne løb tilbage og fik fat i et par heste. dernæst red et par stykker af dem op til stedet , hvor mændene kæmpede mod Reno. De advarede dem imod de nye angrebsstyrker i den nedre del af lejren og straks stormede alle krigerne mod floden og red ned langs den, til stedet hvor de andre kvinder og børn stod. På dette tidspunkt, var Custer nået til udmundingen af et udtørret flodleje og fulgte nu den flade bund af dette. Vi angreb dem og i et stykke tid bølgede kampen frem og tilbage, her i bunden af flodlejet og ingen syntes at ville give sig.

Der blev slået en del heste--Pragtfulde heste ihjel og jorden var dækket af heste fra Cheyenne, Sioux og hvide mænd. To mænd blev dræbt og efterladt her.

Snart kunne Custers styrker ikke modstå presset fra de fremstormende indianere og de begyndte langsomt at trække sig tilbage, med ansigtet vendt imod os. De trak sig tilbage imod højen og til det sted hvor monumentet nu står, der vendte de alle rundt og styrtede mod toppen af bakken.

På dette tidspunkt, er det som om at alting flyder sammen og bliver blandet sammen. Vi samlede os til et stormløb på højen. Støvet, der blev hvirvlet op af mennesker og dyr, lagde et tykt støvtæppe, der gjorde det umuligt at se noget. Støvet lettede først, da alle soldaterne var blevet slået ihjel.

Så stak vi ned ad floden, med alle regeringens heste. Firs eller halvfems stykker.

Efter at jeg var kommet ned i lejren igen, med mine erobrede heste, stoppede kampene og støvet lagde sig igen. Så kikkede jeg op mod stedet hvor Custer var faldet(Der hvor monumentet nu står)

Der var stadig mange indianere deroppe, så jeg gik derop for at se hvad der skete. Da jeg gjorde det, fandt jeg langs med bakken(nord for monumentet)et antal døde soldater.Da jeg nåede toppen så jeg at alle soldaterne der, var døde.

Under kampen blev kun seks Cheyenne slået ihjel og nogle få var såret. Endnu flere sårede og dræbte havde Siouxfolket. Renos mænd var rædselsslagene og opførte sig om de var fulde--Hvilket jeg også tror de var--Custers mænd kæmpede godt og modigt."

Tilbage til stemmerne fra Little Big Horn
Tilbage til nativeamericans.dk

Nick Lisberg © 2000.. All rights reserved