Stemmerne Fra Little Big Horn
Voices from the Greasy Grass

She Walks With Her Shawl.

Det jeg nu vil fortælle, er om det største slag om dem alle.Dette er slaget mod Pehin-hanska (Custer).

Jeg var adskillige kilometer fra Hunkpapa-lejren, da jeg så en støvsky rejse sig fra nogle højdedrag i nærheden af lejren. Morgenen, var varm og lummer og jeg var sammen med flere andre piger i gang med at grave efter vilde rodfrugter.

Jeg var 23 år gammel. Vi piger kikkede ned ad skråningen imod lejren og kunne se en kri- ger ride igennem den. Vi hørte også, at han råbte, at soldaterne kun var et par kilometer borte og at kvinder, børn og lejrens gamle, skulle søge tilflugt i højdedragene, modsat sol- daterne. Jeg smed den malede stav jeg havde brugt til at grave med, fra mig og begyndte at løbe imod lejren og min families tipi.

Jeg så min far løbe imod indhegningen med vores heste. da jeg nåede vores tipi, fik jeg ny- heden om at min yngre bror var død. Faldet for soldaternes kugler. Han var gået ud tidligt den morgen, for at indfange en hest, der var stukket af fra flokken.

Få minutter senere, så vi de første soldater, lige på den anden side af Greasy Grass River.  Jeg vidste at der ville finde kampe sted, for jeg så krigerne stige til hest i fuld krigsudstyr og ride bort, med tomahavks og buer i hænderne.

Soldaterne begyndte at skyde ind i lejren og jeg hørte Hawkman råbe "Ho-ka-he. Ho-ka-he" Så stoppede de pludseligt igen.
Jeg så min far berede sig på krig og jeg sang dødssangen for min døde bror. Mit hjerte skreg på hævn. Hævn for min døde bror,One Hawk. Hans ven og blodsbror, Brown Eagle, havde undsluppet soldaterne og det var ham vi havde set ride igennem lejren og advare imod soldaternes angreb.

Jeg løb imod et nærliggende buskads og fangede min sorte hest.Så malede jeg mig i ansigtet med purpurrød farve og løsnede mit hår. Jeg bar sorgen i mit hjerte. Jeg var kvinde, men jeg var ikke bange.

På dette tidspunkt havde soldaterne formet en kamplinie i bunden af dalen, kun en kilometer borte.
Der lød et enormt brag, da alle soldaterne skød deres geværer af på samme tid.
Kuglerne hvislede ind imellem tipierne og kvinder og børn, løb for livet i kugleregnen.

Midt i al tumulten, hørte jeg gamle kvinder og mænd synge dødssangen for de krigere,der var rede til at drage i kamp. Lyden af sangene, der hævede sig over kamplarmen, gjorde mig modig. Det, selv om jeg var kvinde. Jeg så en kriger løbe forbi mig og imod sin hest imens han forsøgte at rette på sit pilekogger.
Pludselig snurrede han rundt på stedet og styrtede til jorden. Død. Ramt af en af soldaternes kugler. Han døde lige op ad sin tipi.

Nogle krigere fik nu besked af Hawkman på, at de skulle ride langs kanten af højderyggen og gemme sig i udkanten af de træer, der voksede der. Der skulle de vente, til de fik ordrer på at angribe soldaterne. Disse fortsatte med at skyde vildt omkring sig og flere kvinder blev dræbt. Heste og hunde blev også ramt og lejren var i vildt oprør.

Min far kom og havde medbragt min hest. Jeg steg op og vi galoperede lige imod soldater- ne. Andre kri- gere sluttede op omkring os. Da vi nåede udkanten af træerne,gav Hawkman ordre til angreb. "Ho-ka-he.Ho-ka-he" Angrib. Angrib. Vi var nu ganske nær soldaterne, der alle var til fods. De skød godt, disse soldater, for jeg så vores leder falde ned imellem de krigere, der red sammen med ham.

Angrebet blev alligevel gennemført med en sådan stædighed,at soldaterne snart tabte modet De løb mod deres heste, sprang op og satte kursen mod floden.
Greasy Grass River, var dyb på denne tid af året, så soldaternes heste måtte svømme over. Nogle af vores krigere, forfulgte dem, helt ud i floden og brugte deres tomahavks.
Dette gjorde adskillige af soldaternes sadler tomme. Soldaterne var meget ophidsede og mange af dem fyrede bare deres geværer af op i luften, men vi forfulgte dem tværs over flo- den og op i højdedragene på den anden side..

Så red krigerne imod lejren.Den ende af den, soldaterne først havde angrebet. Krigerne red i kolonner på fem og sang sejrssange Langt nede i dalen hørte vi stadig lyden af skud. Nogle sagde at en anden af- deling soldater, var i færd med at angribe den anden ende af lejren. Senere fik jeg at vide at disse soldater, var under kommando af Long Hair (Custer)
Sammen med min far og en del unge krigere, red jeg nu i retning af skuddene.

Vi krydsede Greasy Grass River, nedenfor en bæverdæmning og kom op på den anden si- de, lige i nærheden af, hvor soldaterne havde gemt deres heste. De stod i bundter på otte eller ti og kun en enkelt soldat, var sat til at passe på dem.

En kriger viftede med et tæppe foran hestene og de stak af i vild panik. På en højderyg, lige nord for os, så jeg blåtklædte mænd komme løbene op af en slugt, alt imens de affyrede de- res våben imod os.
Støvet, der var hvirvlet op af de galopperende heste og krudtrøgen fra de mange affyrede våben, gjorde udsynet meget mørkt og dunkelt nu. Enkelte lysglimt fra skydere, sås i støvet og dalen var dækket af krudtrøg. Aldrig før havde jeg hørt en sådan skrigen og et sådan skyderi. “Der er ikke en bedre dag at dø" hørte jeg Red Horse råbe.
Igennem larmen kunne jeg også høre at soldaterne råbte noget. Hvad, ved jeg ikke.
Jeg forstår ikke engelsk.

Long Hairs tropper blev fanget på højdedragene og gik deres endeligt i møde.
Der var ind- ianere overalt. Cheyennekrigere angreb dem fra nord og Crow King, angreb dem fra syd.

Sioux sluttede op og omringede tropperne. Det var ingen massakre, men en kamp mellem ligeværdige bevæbnede styrker. Ganske få soldater blev, selv om de hvide vil det ander- ledes, således mishandlet, efter at de var døde. Siouxfolket mishandler normalt ikke deres døde fjender. Efter at kampene var overstået, tog vi alle de døde soldaters ejendele og deres våben. Disse tapre mænd, der var kommet for at straffe os, var blevet slået.
Men i den sidste ende havde vi alligevel tabt. Ikke kun os, men alle indianere.

Vi så Long Hairs døde krop. Selvfølgelig kendte vi ikke de andres navne, men vi fik senere, via tolk, fortalt, at de var kommet fra Fort Lincoln og Dakota-territoriet. På deres sadel- knapper var indgraveret to korslagte sabler og tallet syv.

De sejrsrige krigere vendte tilbage til lejren. Ligeledes gjorde kvinder og børn, der havde fulgt kampene fra deres skjulested. Over tres Sioux, var blevet dræbt og disse blev gjort i stand til den traditionelle stilladsbegravelse. Der var ingen, der lavede sejrsfest den nat.
Alle sørgede vi over de døde"

Tilbage til Stemmerne fra Little Big Horn
Tilbage til Nativeamericans.dk
Nick Lisberg copyright 1998 © All rights reserved