Stemmerne Fra Little Big Horn
Voices from the Greasy Grass

Kate Bighead. Dakota-Sioux

 

" Jeg husker den lejr tydeligt. for det var lykkelige tider. Alle fiskede, vaskede og svømmede i floden. Men kort efter middag, den dag blev freden forstyrret af to drenge, der løb igennem lejren og advarede os imod soldaternes kom- men. Så kunne vi høre skyderi. Skydning der ikke stoppede, før adskillige hundrede mennesker var slået ihjel.

Alle kvinder og børn, forlod vandet, de fleste af dem for at søge tilflugt i buskadset. Gamle mænd, svage i kroppen, men stærke i sjælen, opildnede de unge mænd, til at kaste sig ud i kampen og hjalp dem med krigsmaling og på- klædning til kamp. Nogle kvinder pakkede tipier og ejendele væk. Andre løb med børn i den ene hånd og de mest nødvendige ting i den anden. Heste, der kun blev brugt i krig, blev bragt ind til lejren, fra de enorme hjorde,der græs- sede i nærheden af lejren. Krigerne steg til hest og galopperede væk.

Jeg fik fanget en hest og fulgte efter krigerne, som jeg så ofte havde gjort. Denne gang var min nevø Noisy Walking, gammel nok til at deltage og han forventede at jeg overværede slaget og sang sange, der skulle give ham mod. Jeg krydsede floden, umiddelbart efter krigerne. Skuddene lød sporadisk og fra forskellige retninger og der var adskillige små- slag i gang rundt omkring.

En gruppe soldater. Til fods, blev forfulgt af en stor gruppe indianere til hest. Men, der var endnu flere, på den anden side af floden. Krigere ankom fra seks forskellige Bands(afdelinger)Horder af dem. Bevæbnet med bue, pil og lanse. Nogle få havde skydevåben og endnu færre, havde patroner til dem. I hvert fald ikke mange. Soldaterne havde hur- tigt fået organiseret sig på højdedraget, da de først var kommet af hestene.

Jeg red uden om den yderste flanke af kampzonen, mens jeg forsøgte at holde mig ude af skudhold fra soldaternes kugler og samtidig søgte efter Noisy Walking. Måden jeg red på, gjorde at jeg kunne overskue hele kamppladsen. Flere og flere indianere og soldater, steg af deres heste og lod sig forsvinde i græsset. En mand til hest, var et nemt mål og med al den larm af skud og skrig, ville hestene alligevel være så uregerlige at det ville være umuligt at få et sikkert sigte.

Højdedraget ned mod floden, var tilsyneladende blevet et endegyldigt mål, idet adskillige store grupper af krigere, søgte ned imod de ventende soldater. Hundredvis af krigere, var begyndt at kravle ind på soldaternes stillinger på toppen , igennem det høje græs. De brugte enhver dækning i landskabet de kunne. Alle huller ,raviner og kløfter blev brugt. På dette tidspunkt, var der kun spredt skydning og kamp og derfor få dræbte og sårede.

Siden begge parter holdt sig skjult i græsset, voksede spændingen i området og en del utålmodige soldater, steg snart til hest og startede et angreb ned ad højen og lige imod en gruppe Cheyenne og Oglala indianere. De spredte sig imidlertid og undslap i sikkerhed, før soldaterne nåede dem og de hvide soldater, sprang nu af deres heste og søgte igen dækning i det høje græs. men nu langs den anden højderyg.

Styrken af seks samlede stammer, blev snart for meget for soldaterne. Krigere fra både Sioux og Cheyenne, lod sig sive tilbage og snart var hele højdedraget omringet af dem. En af de mest tapre Cheyennekrigere, Chief Lame White Man, ledede dem.

Ifølge mine beregninger, var der omkring tyve krigere, for hver hvid soldat. På dette tidspunkt var det, at jeg for før- ste gang, så en hvid soldat rette sin pistol mod sit eget hoved og trykke på aftrækkeren.Da flere andre soldater, fandt ud hvor det bar hen, valgte de at følge hans eksempel. Nogen gange skød de soldaten ved siden af dem selv, før de skød sig selv. Soldaternes heste var skrækslagne og rev sig løs, for at styrte i retning af floden.

Lame White Man, samlede krigerne til et sidste angreb, men fascineret af soldaternes masse selvmord, ventede de et øjeblik. Så gik de til angreb, men da de nåede toppen af højdedraget,var de fleste af soldaterne døde, enten for egen hånd, eller for sidemandens..

Mens jeg stadig søgte efter min nevø, så jeg pludseligt en soldat sidde imellem sine døde venner. Han var rædselssla- gen og fattede ikke hvad, der foregik omkring ham. Tre Siouxkrigere sneg sig ind på ham, greb ham og lagde ham blidt på jorden. Imens de to holdt ham, skar den tredje langsomt hovedet af ham.

Indianere, søgte ind imellem de døde soldaters kroppe og samlede geværer og patrontasker sammen. Kvinderne og de gamle mænd, indfangede hestene, der var stukket af fra soldaterne. Overalt forsatte kampene.

Højderyggen, hvor soldaterne først havde gravet sig ned, blev omsider omringet af indianere og igen blev deres heste opskræmte og stak af.Da indianerne nåede denne højderyg,var de fleste af soldaterne døde.Lige som på den forrige, havde de alle skudt sig selv og sidemanden eller blot sig selv. Det eneste, der var tilbage til os indianere, var at samle våben og ammunition sammen.

Imens krigerne sådan gik rundt og samlede våben sammen, skar de et ben af en død fjende her. En anden skar de armen af, eller foden. Nogle af soldaterne var blot blevet såret, men dem slog vi hurtigt ihjel og lemlæstede deres kroppe. Kun et fåtal af soldaterne, var i live og i stand til at slås. De forskansede sig på den nordlige højderyg.

Krigerne omringede dem. Der var hundredvis af krigere, for hver hvid soldat denne gang. Soldaterne, var lige som deres heste, rædselsslagne. For overalt i landskabet dukkede nu indianere op. Fra græsset og bag hver en jord- knold, hvert et krat, stak de nu hovedet frem. men aldrig så længe at soldaterne, kunne nå at sigte, endsige skyde på os. Ind imellem, nåede en kriger så tæt på soldaternes rækker at han kunne dræbe en af de få overlevende og høre hans dødssuk.

Adskillige gamle krigere og unge drenge, havde forsamlet sig på de omkringliggende høje og bakker. Herfra så de, de sidste træfninger imellem indianere og soldater. De gamle krigere, kom med gode råd og advarende råb til de kæmpende krigere og de unge drenge, red, hvis de ellers turde, lige imod de sidste overlevende soldater, ivrige efter at opnå den ære det var, at høre deres fjendes dødssuk. det var meget anset at gøre sådan. Resultatet heraf var, at en ung Sioux dreng blev dræbt.

Den spændte venten, fik stilhed til at falde over slagmarken og skydningen stoppede også. Indianerne troede at alle soldaterne var døde og strømmede op på toppen af højdedraget, for at gøre kampen rituelt færdig. Men syv soldater var stadig i live og de forsøgte nu at bryde ud i dække af deres heste. Ikke så snart., de var kommet fri af hestene (jeg undrer mig stadig over, hvorfor de ikke red) begyndte de at løbe. Øjeblikkeligt blev de forfulgt af hundredvis af krigere.

På samme tid, havde hundredvis af unge drenge, spredt sig ud imellem de døde soldaters kroppe. Ivrige efter at høre en, måske endnu ikke helt død fjendes sidste suk. Jeg kunne ikke se hvad der skete med de syv sidste soldater, der forsøgte at flygte, fordi støvet fra krigerne og deres heste dækkede udsynet. Senere fik jeg at vide at de alle havde skudt sig selv, før krigerne nåede dem.

Jeg red langsomt ind imellem døde soldaters kroppe og søgende indianere,ivrig efter at finde min nevø Noisy Wal- king. Jeg mødte en Cheyenne,der fortalte mig at Noisy Walking, var blevet både skudt og stukket med bajonet. Nu hvilede han sig i den slugt, der førte ned til floden, nede i dalen. Jeg red derned og vågede over ham indtil der var en, der fandt hans mor. Noisy Walking, levede ikke længe. Han døde samme nat. Han var en af de få Cheyennekrigere, der døde under kampen ved Little Big Horn. Kun et halvt dusin Cheyenne og ca. to dusin Sioux, mistede livet under denne kamp.

Indianerne sagde at det var på grund af Everywhere Spirit, den hvide mand, var blevet tosset og havde skudt sig selv og at den ligeledes havde beskyttet indianerne imod de hvides kugleregn.

De sagde at denne pludselige sindssyge, hos de hvide soldater, var Everywhere Spirits straf til den hvide mand, fordi han havde overfaldet og angrebet en fredelig indianerlejr"

 

Tilbage til stemmerne fra Little Big Horn
Tilbage til nativeamericans.dk
 
Nick Lisberg © 2000.. All rights reserved