"

Stemmerne Fra Little Big Horn
Voices from the Greasy Grass

Iron Hawk

Jeg er en Hunkpapa og som jeg har fortalt jer før, var jeg fjorten år gammel, da slaget fandt sted. Solen var langt over middag og mere endnu og jeg var i gang med dagens første måltid. Jeg havde sovet temmelig længe den dag. Imens jeg sad og spiste, hørte jeg lejrens råber, løbe igennem lej- ren " Angriberne kommer".

Jeg sprang op og løb ud mod vores to heste. De græssede i nærheden af lejren. Jeg svang et reb omkring næsen på den ene, men den anden gik i panik og løb løbsk. Min ældre broder, havde dog nået at få fat i sin og han satte efter de løbende heste.

Da jeg kom op på min egen hest, begyndte soldaterne at skyde. Folk begyndte at løbe og mænd og drenge havde mere end problemer med at få indfanget løbske heste, der var blevet opskræmte af soldaternes skud og skrig. Jeg så børn, der fredeligt havde badet i floden, komme væltende op fra den og løbe længere ned i dalen, sammen med kvinderne.

Vores heste var som sagt før, løbet løbsk, men heldigvis løb de direkte ned mod det sted hvor Minneconjou érne havde deres lejr. Vi fik med deres hjælp, stoppet de løbske heste og drevet dem tilbage.

Nu kom mange af vores krigere til hest og de red frem mod de fremstormende soldater. Mange Hunkpapas, blev samlet i buskadset og imellem træerne og beskød nu soldaterne, der hvor de var stoppet op og steget af deres heste. Jeg red forbi en ældgammel kriger der stod og råbte op " Fat mod, krigere. Vil i lade soldaterne slæbe disse børn af sted, som hunde?"

Jeg vendte tilbage til vores tipi, for at klæde mig på til krig. Dette forsøgte jeg at gøre med lynets hast. men da jeg stod og klædte mig om, kunne jeg høre kuglerne hvisle forbi i luften udenfor og skal jeg være ærlig, var jeg rædselsslagne og rystede så meget på hænderne at jeg havde besvær med at binde en ørnefjer fast i mit hår. Samtidig havde jeg fat 8 rebet min hest var bundet med og han rev og sled i det for at komme fri.

Imens jeg blev færdig, var nu alle med en hest steget op og red nu langs med floden, imens de råbte "Hoka hey" Så gned jeg rød farve ud i hele ansigtet, tog min bue og mine pile og steg til hest. Jeg havde intet gevær, kun min bue og pile.

Da jeg var kommet til hest, var det som om at kampene længere oppe ad floden var ovre. I hvert fald, kom krigerne tilbage, langs strømmen og råbte"Det er en god dag at dø" Nu kom der sol- dater til syne i den anden ende af lejren og ingen hvor mande de var.

En kriger ved navn Little Bear, red op på siden af mig, på en pragtfuld pinto-hest" Fat mod, dreng, Jorden er det eneste, der består" Så red jeg sammen med ham og de andre ned ad strømmen og mange af os Hunkpapas, blev samlet på flodens østlige side, lige ved foden af en kløft, der ledte direkte op i bakkerne, til et sted, hvor andre soldater, var gået i dækning.

Der var en meget modig og tapper Shyela-kriger (Cheyenne) sammen med os og jeg hørte nogen sige" Nu går han" og jeg kikkede op og så at det var denne Shyela. Han var iklædt en plettet war- bonnet og havde en plettet kåbe på, fra et eller andet dyr.Kåben sad fast sammen med hans bælte, der også var af plettet skind.Han gik op ad højen alene og vi fulgte ham halvvejen. Der var sol- dater langs hele højdedraget, alle til fods, holdene deres heste med den ene hånd.

Denne Shyela, red ganske tæt på soldaterne i store cirkler og de begyndte snart at skyde efter ham. Så red han tilbage imod os. han sad på hesten og begyndte pludseligt at udstøde lyde
" AH, AH" En af vores krigere udbrød" Shyela ven, er der noget i vejen?" Sheylaen løsnede sit bælte og rystede det. Kuglerne fra soldaternes skud, raslede ud på jorden. Sheylaen var en meget hellig kriger og soldaternes kugler kunne ikke skade ham. Han var en pragtfuld udseende kriger og mand.

Vi ventede, her neden for bakken, et langt stykke tid. På hvad ved jeg ikke og lyden af skud lød overalt. Så hørte jeg en stemme råbe" Nu stikker de af, de stikker af."  Vi kikkede op ad højen og så at soldaternes heste var løbet løbsk. Det var de grå hestes kompagni.

Jeg så Little Bears hest stejle og løbe direkte imod soldaternes linier.Da han kom tæt på dem, blev hesten skudt væk under ham og han kom humpende til syne igen. Da han kom humpende tilbage imod os, gik det op for os at kuglen var gået lige igennem både hans hest og hans ene ben. Soldaterne skød vildt efter ham, så hans blodsbror Elk Nation, sprang op på sin hest og red ud efter ham.

Han fik ham op bag på hesten og i sikkerhed med kuglerne hvislende omkring ørene. Han var som Little Bears blodbror,forpligtiget til at forsøge at redde ham også selv om han vidste, det kunne koste ham selv livet.

Vi så soldater, der så ud til at løbe imod os, ned af bakken. De var næsten alle sammen til fods og jeg tror at de ar så bange at de ikke vidste hvad de gjorde. De bevægede deres arme, som om de løb, men i virkeligheden gik de. Nogle af dem skød deres geværerne af op i luften. Vi råbte alle "Hoka Hey" og så red vi lige imod dem, rundt om dem og omringede dem i det tusmørke, der sænkede sig over os.

Jeg mødte en soldat til hest. men jeg lod ham beholde den. I stedet for, sendte jeg en pil efter ham. Den ramte ham i siden og gik ud på den anden side. Nu stak den ud i begge sider af ham, under hans ribben. Han udstødte et skrig og klamrede sig med begge hænder, fast til sadelhornet og slingrede med hovedet fra side til side. Jeg holdt mig på siden af ham og gav ham et kraftigt slag med buen, så han faldt af hesten. Så steg jeg selv af, gik hen til ham og slog ham ihjel, med min krigsbue. Jeg fortsatte med at slå op ham, selv efter at han var død. Hver gang jeg ramte ham sagde jeg "Hownh". Jeg var vred og tænkte på vores kvinder og børn, der for forskræmte rundt, nede i dalen. Disse "Wasichus" (indianernes navn for de hvide) havde selv bedt om det de havde fået. Og vi havde givet det til dem.!!

Jeg så ikke så meget mere af det der skete. Jeg så Brings Plenty, slå en soldat ihjel, med sin krigs- kølle. Jeg så Red Horn Buffalo falde i kamp. Der kom en Lakota, ridende langs højderyggen råb- ende af fuld hals, at vi skulle passe på, der gemte sig en soldat der. Jeg så samme Lakota, angribe soldaten, slå ham ihjel. dernæst steg han af sin hest og begyndte at flænse soldaten i stykker med sin kniv.

Så begyndte støvet at lette og vi så kvinder og børn, komme os i møde og krydse floden. Alle sol- daterne på denne side var døde og lå spredt ud over det hele. Snart sværmede kvinderne ud over hele højdedraget, hvor de gik i gang med at udplyndre de døde soldater. De råbte, skreg og sang på samme tid.

Jeg så noget morsomt. To gamle, fede kvinder, var i gang med at afklæde, hvad de troede var en død soldat. Denne var imidlertid kun såret og havde spillet død. Han sprang nu til kvindernes for- bavselse op og begyndte at kæmpe imod dem. Han svingede den ene kvinde rundt, imens den an- den forsøgte at stikke sin kniv i ham. Efter et stykke tid, kom en tredje kvinde til og rendte sin kniv i ham. Denne gang, var han rigtigt død. Det var morsomt, at se den nøgne Wasichu kæmpe imod den fede kvinde.

Nu opdagede vi imidlertid, at vores krigere angreb nogle soldater, der ville have været det netop udslettede kompagni til undsætning. Disse soldater, løb tilbage til hvor de havde gemt sig og vi fulgte efter. Vi jagede dem op af højdedraget, hvor de kom fra, til det sted hvor deres pakæsler stod. Desværre kunne vi ikke gøre dem meget der. De havde gravet sig ned og benyttede sadler, sten og andet, til at dække sig bag.

Jeg var et stykke nede af floden, da jeg opdagede nogle soldater, der havde sneget sig ned efter vand. Sammen med nogle andre drenge, overdængede vi dem med mudder og sten og fik dem drevet ud i floden. Jeg tror at de fik slukket deres tørst. De drikker af vandet endnu. Vi slog dem nemlig ihjel, derude i vandet.

Efterhånden, var solen gået ned og jeg vendte, sammen med en del andre, tilbage til lejren for at spise, imens overlod vi det til andre igen, at holde vagt ved de belejrede soldater på højdedraget.

Jeg kunne have spist en hel bøffel. Jeg havde ikke spist siden angrebet startede og det gjorde det da jeg satte dagens første måltid til livs."

 

 

Tilbage til stemmerne fra Little Big Horn
Tilbage til nativeamericans.dk

Nick Lisberg © 2000.. All rights reserved