Geronimo(jur-ahn-i-moh)eller Goyathlay(Den/Ham der gaber blev født i, hvad der i dag er New Mexico i statens vestlige hjørne. Dengang mexicansk område.

 

Han var Bedankohe Apache fra fødslen ( og barnebarn af Mahko), men var Net´na op i gennem sin barndom og unge år. Hans kone og dennes bror Juh, fætteren Ishton og Asa Darklugie, var alle medlemmer af Nednhi afdelingen af Chi- ricahua Apacherne.
Geronimo har formodentlig fået sit navn af mexicanske sol- dater, selv om historikerne den dag i dag, stadig er uenige om, hvorfor.

Som leder af Apacherne i Arispe (Sonora) udførte ham og hans folk de mest frygtløse ger- ninger, der gjorde at mexicanerne gav ham øgenavnet Geronimo (spansk for Jerome) Men nogle mener at han fik navnet under sine utallige raids, som altid var vellykket og som blev tillagt hans overnaturlige evner, samt det at han blev anset for at have en utrolig usårlighed overfor geværkugler.

Geronimos liv og skæbne, var tæt knyttet sammen med hans svoger Juh, en af Chiricahua- Apachernes ledere og selv om Geronimo, i hvert fald ikke af fødsel, var leder, blev han ofte betragtet som en sådan, fordi han optrådte som talsmand for svogeren, der var født med en talefejl.

Geronimo, var den sidste af de amerikanske indianerledere, der formelt overgav sig og han selv og hans folk var dem,som kæmpede længst mod de hvide indtrængere. Fordi de kæm- pede længst og var de sidste til at overgive sig, blev han den mest berømte og berygtede af alle Apaches.

For nybyggerne og pionererne I Arizona og New Mexico, stod han som en morder med blod på hænderne. Et rygte, der varede ved til langt op i dette århundred. For Apacherne stod Geronimo,som den ypperste af alle Apaches, med alle de egenskaber de stod for. Aggressivitet og mod, frygtløshed og ære, gjorde at nybyggerne blev rædselsslagne bare hans navn blev nævnt.

Chiricahua-Apacherne, var for det meste nomader, der fulgte årstiderne, men når føden var knap, var det skik og brug at plyndre de omkringliggende stammer og byer. Krigs og hævn- togter, var ædle skikke i denne region af landet. På det tidspunkt, da de første hvide ind- trængere begynder at vise sig, har spanierne allerede lavet flere befæstede handelsstationer. De var altid på udkik efter indianere, de kunne bruge som slaver og kristne de kunne kon- vertere.

En af de mest skelsættende tidspunktet i Geronimos liv, var i 1858, da han returnerede til sin lejr, fra en handelstur i Mexico. Her fandt han sin kone, sin mor og sine tre børn, brutalt slået ihjel af mexicanske soldater. Det er formodentligt dette, der gjorde at han fik et u- udslukkeligt had mod alle hvide og mexicanere og svor at han ville slå så mange ihjel som muligt. Fra den dag af benyttede han enhver lejlighed, til at terrorisere amerikanske og mex- icanske landsbyer og hans magiske kræfter, kommer til ham i en vision, kort tid efter fami- liens død .

Geronimo, var aldrig en decideret leder, men en medicinmand. En seer og en spirituel, intel- lektuel leder, både på og uden for slagmarken. Apache lederne stolede på hans visdom.

I 1875, blev alle Apache-indianere, vest for Rio Grande, beordret til San Carlos reservatet, men Geronimo undslipper med en lille skare tilhængere. De bliver dog hurtigt fanget igen og returneret til stammens område. Men da den amerikanske hær i 1876, forsøger at tvangs- fjerne resten af dem, til det golde og øde San Carlos reservat i Arizona, flygter han endnu engang og sammen med Juh, lever han stort set i fred, i resten af 1870 ´erne.
Han undgår de amerikanske soldater i næsten 10 år, og kun mordet på en Apache profet i 1881 gør, at de begge genoptager krigshandlingerne på fuld tid, denne gang fra en hem- melig base i Sierra Madre bjergene.

I maj 1882, lykkedes det Apache-spejdere, der arbejdede for den amerikanske hær, at overraske ham i hans tilflugtssted i bjergene og han indvilligede i at vende tilbage til reser- vatets område, sammen med sine tilhængere. Men allerede efter et år, hvor de hovedsageligt havde levet af landbrug, kom den pludselige arrestation og fængsling af en kriger ved navn Ka-ya- ten-nae. Senere rygter om retssager og eventuelle hængninger, gjorde at Geronimo endnu en gang flygtede den 17 maj 1885 , sammen med 35 krigere og 109 kvinder, børn og unge.

I Januar 1886 tilintetgjorde Apachespejdere, Juh´s tilsyneladende uindtagelige gemmested og denne handling er udslagsgivende for Geronimos overgivelse til general Nelson Miles, den 4 september samme år. På det tidspunkt består Geronimos gruppe kun af 16 krigere, 12 kvinder og 6 børn. Med Geronimos endelige overgivelse, var den sidste, endegyldige indianske krigshandling, dermed gjort.

Den amerikanske regering, brød alle de aftaler, der blev lavet efter overgivelsen og trans- porterede Geronimo og næsten 450 mænd, kvinder og børn til Florida, hvor de blev inter- neret i hhv. Fort Marion og Fort Pickens. Geronimo selv bliver interneret ved Fort Marion sammen med over 300 Chiricahua Apaches. Men allerede et års tid efter, ses en del af dem i barakkerne, ved Mt. Vernon i Alabama, hvor ca. 25 % af dem døde af tuberkulose og andre sygdomme. I 1894 blev de flyttet til Fort Sill i Oklahoma.

Geronimo blev ranche-ejer og dukkede op i 1904 på "The Lousianna Purchase Exposition" i St. Louis, hvor han solgte Geronimo- souvenirs og han red med i præsident Roosevelts parade, da denne bliver indsat som præsident.

Geronimo døde den 17. februar 1909 som krigsfange, ude af stand til at returnere til sit hjemland og han ligger begravet på Apache kirkegården ved:

Fort Sill .Oklahoma 437 Quanah Road Fort Sill Oklahoma.

 

Citater af Geronimo:

"Jeg blev varmet af solen, vugget af vinden og fik beskyttelse og læ af træerne, som alle andre indianske børn. Jeg levede i fred, da folk begyndte at tale dårligt om mig. Nu kan jeg spise mig mæt, sove godt om natten og føle mig fri"

"Soldaterne fortalte aldrig, når indianerne blev behandlet dårligt, men undlod til gen- gæld aldrig at fortælle, når vi havde gjort noget forkert"

"Vi aflagde ed på, at vi ville behandle hinanden ordentligt og ikke planlægge noget oprør"

"Jeg kan ikke tro, at vi er nytteløse og uden betydning, for så ville gud ikke have skabt os. Der er kun en gud og han ser ned på os alle. Vi er alle børn af denne gud. Solen, mørket og vinden---Alle lytter de nu til hvad vi har at sige"

"Da jeg var barn, lærte min mor mig at knæle og bede til Usen om styrke, godt hel- bred, visdom og beskyttelse. Nogen gange bad vi i stilhed for os selv, andre gange højlydt. Nogen gange bad en af de ældre for os alle og til Usen.

Jeg blev født på prærien, hvor vinden blæste frit og intet ødelagde solens lys. Jeg blev født der hvor der ingen indhegninger var"

©Nick Lisberg 1999. All rights reserved

 

Tilbage til ledere og krigere
Tilbage til nativeamericans.dk

© Nick Lisberg All rights reserved © 1997-2005