(Som han blev husket af Charles Alexander Eastman Ohiyesa).

" En stor vision behøves og manden, der får den, må følge den, som ørnen søger det mørkeste blå på himlen. Jeg var fjentelig imod den hvide mand... Vi fortrak jagt i stedet for kedsomheden i reservatet. Til tider fik vi ikke mad nok. Men vi fik ikke tilladelse til at jage. Det eneste vi ønskede var at leve i fred med de hvide.

Soldaterne kom og ødelagde vores lejre. Så kom Long Hair (Custer). De siger vi udslettede ham, men han ville have gjort det samme med os. Vores første reaktion, var at flygte, men vi var så hæmmet af at have kæmpet...."

 

Crazy Horse (Tashunke-Witko) blev født ved Republican River ca.1845. Han blev myrdet i Fort Robin- son (Nebraska) i 1877, så han blev altså kun et par og tredvie.

Han var en utrolig smuk mand. Ikke som Gall med imponerende statur og diplomati. Men fysisk var han en sand Apollo i menneskeskikkelse. Ydermere var han det udtrykte billede af en indiansk helt, både i krig og i fred.

Han var beskeden og høflig, som Chief Joseph, men forskellen på de to var, at Crazy Horse var født som kriger. Det var Joseph ikke.

Crazy Horse, var en ædel kriger med et stort mod og idealiseret, som noget af det højeste blandt Sioux- folket. Med skelen til de gængse kilder om Crazy Horse, synes jeg at det ville være mere fair, at lade hans eget folks fortællinger gælde. Frem for historierne, skabt af hans fjender.

Crazy Horses barndom blev tilbragt i de dage,da de vestligeste af Sioux-stammerne kun sporadisk så de hvide mænd. Disse var som regel pelsjægere eller soldater. Han blev nænsomt opdraget ifølge stammens regler og i denne periode var det et stolt Siouxfolk,der opdrog deres døtre og sønner.

Ikke ét stadie i barnets opvækst blev overset. Ingen lejlighed blev undviget for ikke at holde en fest for et barn. På tidspunket for barnets indvielse i stammens sociale liv,var forældrenes generøsitet uden grænser.

De forærede gaver til stammens mindre velstillede og ofte i et sådan omfang, at det nærmest virkede selv- udslettende. På den måde satte de et eksempel for barnet og lærte det en form for selvfornægtelse af selv de mest elementære fornødenheder.

Hans første skridt. Første ord. Første vildt nedlagt. Overgangen fra dreng til mand - Eller kvinde. Alle var de årsag til fest og dans til barnets ære og alle var de årsag til at stammens dårligst stillede fik gaver, alt efter giverens formåen.

Storhjertethed, generøsitet, mod og selvfornægtelse, var de kvalifikationer, der skulle til for at bestride en offentlig stilling i stammen. Den almindelige indianer var meget nærtagende med at følge disse idealer.

Som enhver ved, bliver disse karakteristiske egenskaber en svaghed, når man træder ind i en verden, ba- seret på handel og vinding. Det var i en sådan verden, Crazy Horse begyndte sit liv.

Hans mor var som andre mødre; kærlig og opmærksom på sin søn. En der aldrig ville sætte en kile ind i hans fars strengere psykiske opdragelse. Begge lagde de det spirituelle og patriotiske fúndament for hans uddannelse, der gjorde, at han allerede i en tidlig alder, vidste hvad der krævedes af en offentlig person.

Han var kun fire eller fem, da Oglala-Sioux bandet han tilhørte, blev sneet inde under et kraftigt snefald.
De var næsten udgået for mad. Bøflerne som de var så afhængige af, var der ingen af. Hans far, der var en utrættelig jæger trodsede elementernes rasen og gik ud i snestormen, hvor det lykkedes ham at nedlægge to antiloper, som han bragte med sig hjem.

Da Crazy Horse så sin far med kødet, besteg han sin legetøjshest og red igennem lejren højlydt prokla- merende, at alle lejrens ældre kunne komme til hans mors telt for at få del i fangsten. Desværre for ham, havde hverken hans far eller mor givet deres tilladelse, men det varede selvfølgelig ikke længe, før der stod en kø af ældre kvinder og mænd, parate til at få deres del. Dette efterlod kun nok kød til to små måltider mad.

Den følgende dag, spurgte den lille dreng efter noget mad. Hans mor måtte så fortælle ham, at alle de æld- ste i stammen havde fået det, så tilføjede hun: "Husk, min søn. De gik syngene tilbage til deres egne telte, imens de lovpriste dít navn. Ikke mit navn. Ikke din fars navn. Men dit. Nu må du være tapper og leve op til dit omdømme.

Crazy Horse elskede heste og hans far gav ham en allerde da han var ganske lille. Han blev en perfekt ryt- ter og hjalp tit sin far under bøffeljagterne. Der passede han på pakhestene, imens de voksne mænd jagede bøflerne. På den måde blev han introduceret i jagten. I de dage havde Sioux folket kun få geværer og jag- ten foregik med bue og pil.

En anden historie fra hans tidlige drengeår var da han var ca.12 år gammel og var gået på jagt sammen med en yngre bror, som han holdt meget af. Denne bror havde han, med meget møje og besvær, fået lært nogenlunde det samme som han selv kunne. Under jagten faldt de over nogle træer med vilde kirsebær.
De to brødre stoppede selvfølgelig op og begyndte at proppe sig med bærene. Alt imens de stod der og proppede sig, blev de overrasket af en bjørns vilde brøl og pludselige angreb.

Den unge Crazy Horse skubbede resolut sin yngre bror op i det nærmeste træ og sprang selv op på den nærmeste hest, der var ved at gå i panik. Da han endelig havde fået kontrol over den panikslagne hest, vendte han den og red så hurtigt han kunne imod den rasende bjørn, skrigende af fuld hals. Han svingede et rebstykke over sit hoved og bjørnen fik øje på ham. Først viste den tegn på at ville angribe ham, men til sidst vendte den ryggen til ham og stak af.

Den gamle mand, der fortalte mig denne historie, tilføjede at selv om Crazy Horse kun var ganske ung da dette skete, var han alligevel allerede i besiddelse af visse kræfter.Selv ikke en grizzlybjørn havde lyst til at kæmpe imod ham.

Jeg tror at det er sandt, når man siger, at det eneste, der kan skræmme den gråpelsede, en en klokke i en lasso. Tilfældigvis var det det en sådan ting drengen var i besiddelse af og det fik bjørnen væk.

Det var normalt for Sioux-drenge, at blive i området for en bøffeljagt, til solnedgang. Dette gjorde de for- di, der på dette tidspunkt ville dukke en del unge bøffelkalve op. Disse kalve var sultne og søgte efter der- es mødre. Så ville disse vilde børn efterligne de voksnes jagt og jage kalvene i stedet. De ville bruge lasso til at indfange dem med eller simpelthen drive dem ind i lejren.Da Crazy Horse var anset for at være en stædig lille fyr, blev det besluttet imellem de ældre drenge, at de ville "tvinge" ham til at ride på en af kalv- ene. En af de store!

Crazy Horse red på den- og blev siddende, alt imens gik det over stok og sten. Bakke op. Bakke ned. Fulgt af de andre drenge på deres heste. De forsatte indtil hans mærkværdige ridedyr stod rystende og udmattet.

Da Crazy Horse var seksten, deltog han i et krigstogt imod Gros Ventre indianerne. Han var i forreste linie og fik med det samme etableret sig et ry som kriger, idet han fulgte en af de ypperste krigere blandt Sioux- folket. En kriger ved navn Hump. Disse to tiltrak sig fjendens ild, ved at cirkle omkring fjendens avance- rede forsvarslinier.

Pludselig blev Humps hest ramt og et sandt rend af fjentelige krigere forsøgte at nu ud til ham for at slå ham ihjel eller tage ham til fange. Igennem en byge af pile og geværskud stoppede Crazy Horse sin hest, sprang af og fik Hump op på hesten. Selv sprang han op bagved og bragte dem begge i sikkerhed.

Selv om Crazy Horse knap var tør bag ørerne, med hensyn til indiansk krigsførsel og Hump var på sit høj- este som kriger, var sidstnævnte ikke bange for at sige at Crazy Horse var den kommende kriger hos Teton folket.

I denne periode af sit liv, var det skik blandt de unge krigere at de tilbragte megen tid med bøn og i en- somhed. Hvad der præcist skete på de skaldede bjergtoppe under Crazy Horses fasteperioder, er der in- gen, der nogensinde vil få at vide. Sådanne ting ville man måske få en indsigt i , hvis vedkommende over- levede kampe og nåede en respektabel alder.

Crazy Horse var meget søgt af sine jævnaldrene, men var bemærkelsesværdig beskeden og reserveret. Alligevel-- Når først faren viste sig, rejste han sig for den. En sand leder.

Crazy Horse var en typisk Sioux-kriger og set fra mit folks synspunkt , en sand helt. En kriger, der leve- de da den største udvikling indenfor de amerikanske indianere fandt sted. Han elskede Hump,denne ufor- lignlige kriger og de to blev uadskillige og tætte venner. Dette til trods for den store aldersforskel.
Mændene i stammen kaldte dem for "Grizzlyen og hans kølle".
Igen og igen, reddede disse to dagen for Sioux- folket med deres angreb på nærboende stammer.

Men en dag var heldet brugt op.De havde angrebet en talmæssigt større afdeling af Snakes (Shoshoni) Og var blevet slået tilbage. Nu var de på hastigt tilbagetog, men var ved at blive løbet over ende af den langt større fjende. Den gamle kriger ledte et sidste desperat modangreb, men blev dræbt. Crazy Horse og hans yngre brorder, der begge havde mistet deres heste slog to af fjenderne ihjel og undslap.

Man var begyndt at observere at den unge Crazy Horse, når han forfulgte sine fjender helt ind i deres eg- ne forsvarsrækker (noget han ofte gjorde) så dræbte han ikke de fjender han kom i nærheden af.
Han slog simpelthen på dem med sin coupstav, for på den måde at vise sin foragt for dem.Under udførel- sen af denne foragtene optræden imod sine fjender, mistede Crazy Horse sin yngre bror, der efterlignede sin ældre bror i alt hvad denne lavede.

En afdeling af unge Oglala-Sioux krigere under ledelse af Crazy Horse, havde angrebet en grænsepost.
De havde dræbt den ene af vagterne, fået hestene til at stikke af og forfulgte nu en skrækslagen hest, til selve fortets post. Dette til trods for at de kom under kraftig beskydning. Lederen af angrebet undslap u- skadt, men hans yngre bror blev skudt af hesten og var dræbt på stedet.

En anden gang, da han var knap tyve, blev der afholdt en vinterjagt på bøfler. Crazy Horse returnerede med kødet fra ti bøfler, som han forærede til den rådgivende forsamling. På en dag havde han med bue og pil nedlagt ti bøfler og de krigere, der ikke havde fået ram på et bytte eller havde en hurtig hest som ham selv, blev glade over denne generøsitet. Da jægerne vendte tilbage til lejren efter jagten, kom de syngene lovprisnings og takkesange til hans ære.

Crazy Horse vidste at hans far var en excellent jæger og havde en god hest. Derfor fik faren ikke noget og Crazy Horse tog ikke noget til sig selv. På den måde praktiserede han den lærdom han i en tidlig alder havde fået.

Han nåede sin voksne alder, da kriserne imellem Siouxfolket og den amerikanske regering, var på sit høj- este. Men selv før den tid havde han allerede vist sit mod inden for indiansk krigsførsel.. Han havde sat sit liv på spil adskillige gange og ofte blev det anset for et mirakel, at han ikke kun reddede sig selv, men og- så reddede andre.

Han var ingen taler,ej heller var han søn af en høvding. Hans succes og indflydelse var ene og alene base- ret på personlighed. Han havde på dette tidspunkt aldrig udkæmpet et regulært slag mod de hvide, end- sige talt et Coup for skalperingen af en hvid mand.

Unge Crazy Horse var enogtyve, da alle høvdinge for Teton-Sioux mødtes i et råd for at beslutte sig for hvad, der skulle gøres ved de hvides invasion. De tidligere aftaler var blevet underskrevet af individuelle afdelinger (bands) af Sioux.Hver en ny aftale var venligt stemt for de hvide.De besluttede, at landet var stort nok og at hvide handelsmænd var velkomne. Indtil dette møde havde der ingen konflikter været. De hvide havde til og med fået lov til at anlægge et spor til Oregon. Men nu så de til deres store forbavselse, at der blev bygget forts og garnisionsværker på indiansk territorie.

De fleste af høvdingene, var fortalere for en kraftig modstand, men der var indflydelsesrige mænd, der sta- dig troede på et liv i fred og ro og derfor gerne ville underskrive endnu en traktat. I blandt dem var White Bull, Two Kettle, Four Bears og Swift Bear.

Spotted Tail, der siden blev en stor fortaler for fred, sluttede op om majoriteten, der i 1866 besluttede sig for at forsvare det, der traktatmæssigt var deres, med magt. Angrebne skulle udføres på de hvides ny- anlagte forts og ved enhver given lejlighed. Crazy Horse deltog ikke selv i rådet, men han og de andre unge krigere, bifaldt rådets beslutning. Selv om han endnu var ganske ung, var han en ledende skikkelse blandt krigerne.

Af andre prominente krigere var der Sword (bror til politi-kaptajnen ved det indianske politi i Pine Ridge). Hump Den Yngre, Charging Bear, Spotted Elk, (senere Gall) Crow King, No Water, Big Road, He-Dog (nevø til Chief Red Cloud) og Touch-The-Cloud (nær ven af Crazy Horse)

Angrebet på Fort Phil Kearney var det første i den nye taktik, der blev lagt hos indianerne. Her blev Cra- zy Horse udset til at lede det angreb,der skulle foregå på det sjak af soldater, der huggede træer udenfor fortet. Dette angreb skulle lokke soldaterne inde i fortet ud, for at hjælpe deres kammerater. Imens ville en styrke på ca.600 krigere vente på dem i skjul selvfølgelig.

Crazy Horses måde at behandle sine krigere på, gjorde, at den strategi var en succes. Fra da af, var en general krig imod de hvide u-undgåelig.
Sitting Bull, anså i princippet Crazy Horse som en krigshøvding og selv Cheyenne-indianerne, der var alli- eret med Sioux, anerkendte i praksis hans lederskab. Selv om der i de næste ti år, var et sandt rend af kri- gere i Crazy Horses tipi, var han kendt for altid at lade en mand tale og ikke afholdt én eneste i at sige sin mening.
Han blev udset til at udføre de beslutninger rådet fandt frem til og blev ofte konsulteret af de ældre høv- dinge, der søgte råd og vejledning hos ham.

Som Osceola (Seminole)kunne han pludseligt rejse sig og gå. Lige som Tecumseh, var han utålmodig i krig. Lige som Pontiac, kæmpede han videre. Alene. Når hans allierede søgte freden. Lige som general Grant, var han en stille soldat.Han var en handlingens mand,ikke et ordets mand.

Han vandt over dem alle. Custer, Fetterman og Crook. Han vandt alle de slag han deltog i, undtaget en gang eller to, hvor han blev overrasket sammen med sin kone og børn. Men selv da, formåede han at komme fri af den vanskelige situation.

Tidligt i 1876,begyndte lejrens løbere, at bringe ord fra Sitting Bull om,at alle omvandrende bands ville samle sig ved Tongue River i Montana, for der at afholde sommerens fester og konferancer. Der var også modstridende oplysninger fra reservatet. Det havde rygtedes, at den amerikanske hær ville kæmpe mod Sioux-folket, til sidste mand om nødvendigt.Samtidig var der også forlydender om, at den amerikanske regering ville sende en delegation ud for at forhandle med dem. Måske lave en ny traktat. Indianerne samlede sig tidligt i juni og formede en lejr, der starkte sig over en tre-fire miles (ca 4-6 km)
Hver afdeling (band) i hver sin lejr.

Den 17 juni, kom der spejdere til lejren og meddelte, at en stor styrke, under ledelse af general Croock, nærmede sig. Rådet sendte Crazy Horse og en styrke på ca. Syvhundrede krigere ud for at møde og an- gribe Croock og hans styrker. Crazy Horses krigere, bestod udelukkende af unge mænd, mange endnu ikke fyldt tyve. Essensen af det fjentelige Sioux-folk.

De forlod lejren om natten, for at nå så langt frem mod fjenden som muligt. Men kun 3-4 miles fra lejren, stødte de uventet på nogle af Crooks Crow-spejdere. Det kom til en hurtig skududveksling og Crow- indianerne, red i fuld fart til Crooks lejr, skarpt forfulgt af Sioux-krigerne. Desværre havde soldaterne i lejren hørt skuddene, så det var umuligt for Crazy Horse at komme ind i den velbevogtede lejr. Igen og igen, angreb Crazy Horse i spidsen for de tapreste af krigerne, i et forsøg på at lokke soldaterne ud på åbent land. Men det eneste de fik ud af det, var at tiltrække sig soldaternes beskydning.

Hen imod eftermiddagen trak Crazy Horse sig tilbage og returnerede til lejren. Spejdere blev i området for at overvåge Crooks bevægelser og bragte senere bud om,at denne havde trukket sig tilbage til Goose Creek og ikke synes at have yderligere planer om at angribe.
(Se Red Clouds War)

Det er velkendt blandt os indianere, at det var Crook og ikke Reno, der skulle have været anklaget for at være en kujon, i forbindelse med Custers skæbne. Reno havde ikke en chance for at gøre noget som helst, end det han gjorde. Nemlig redde sig selv. Men hvis Crook havde fulgt den planlagte rute som beordret, for at mødes med general Terry, med sine en tusinde mand regulære styrker og ca to hundrede Crow og Shoshone-spejdere, så havde han uden tvivl reddet Custers dag og dermed dennes liv. Krigen mod Sioux nationen havde været slut, næsten før den var begyndt.

I stedet trak Crook sig helt tilbage til Fort Meade, hvor han undervejs blev nødsaget til at spise sin egen hest, i mangel på føde. Det i et område, der vrimlede med vildt. Af frygt for at et geværskud kunne alarm- ere Crazy Horse og hans krigere.!!

Sioux-folket trak sig nu over til området mellem Tongue River og Little Big Horn.Her følte de sig i sikker- hed for umiddelbar forfølgelse. Her blev de, med alle deres forholdsregler, taget på sengen, midt i deres festivitas, mens mange af dem, var ude for at jage.

På denne morgen, den 25 juni 1876, var den store lejr trukket ud over en strækning på 5-6 kilometer eller mere, langs med hovedløbet til Little Big Horn River og til den fjerne tynde af træer i det fjerne.

Fem cirkler af tipier, der alle var mellem en halv og en hel miles i omkreds. Her og der stod afsides belig- gende hvide tipier, der var boliger eller "klubbber" for unge mænd.
Crazy Horse var medlem af " The Strong Hearts" og af "Toksala Fox Lodges"

Han stod og betragtede et ringspil da advarslen om de fremafstormende soldater kom fra den sydlige ende af lejren. Sioux og Cheyenne-folket var "handlingens mænd" og selv om de var blevet overrasket af an- grebet på dem, varede det ikke længe før de svarede igen.

I mellemtiden var kvinder og børn kastet ind i en forvirrende verden. Hunde gøede, heste rendte rundt mel- lem hinanden, jagtet af deres ejermænd og mange af de ældre mænd sang sange, i deres boliger, for at ind- gyde de kæmpene krigere mod. Eller de sang lovprisningssange til ære for "The Strong Heart" hos Crazy Horse.

Denne havde hurtigt fået sadlet sin hest og havde nu samlet en flok unge krigere, der red imod lejrens syd- lige ende, da der kom en alarm om et angreb i den modsatte ende. Da han kikkede op, fik han øje på Cus- ters tropper, der kom til syne på en bakketop umiddelbart på den anden side af floden. Hurtigt som lynet så Crazy Horse at fjenden havde tænkt sig at angribe lejren fra begge ender. Samtidigt.

Crazy Horse forudså, at Custer umuligt kunne nå vadestedet før ham, så han sendte øjeblikkeligt sine kri- gere nordpå, for at afskære ham vejen. Cheyenne-krigere fulgte tæt efter og Custer må have set et præg- tigt skue af den hellige Salvie (Sage), der skød op fra prærien. Man kan spekulere på, om han forstod be- tydningen af den?

På ganske få minutter havde Crazy Horse, denne vilde general fra prærien, udraderet en af de mest brilli- ante militære ledere fra den amerikanske borgerkrig. En gang for alle havde han stoppet Custers liv og karriere. I dette korte angreb og øjeblik, fik Crazy Horse sin mest berømte sejr, i hvad der syntes som et risikofyldt modangreb. Han kunne jo ikke vide hvor mange soldater Custer havde bag sig.
Denne var gået lige i sin egen fælde og havde skabt en genfælde.

For de soldater, der fulgte Custer, må det have set ud som om, at indianere bogstaveligtalt groede op af jorden, for at løbe dem overende. De trak sammen om soldaterne fra tre sider og bekæmpede dem til sid- ste hvide mand var dræbt. Derefter trak de over mod Reno og hans mænd.

Ham fandt de dog så godt dækket af en dyb slugt, at det var umuligt at angribe ham. Gall og hans krigere holdt ham stangen der, indtil general Terry endelig dukkede op og tvang dem til at trække sig tilbage. Hurtigt blev lejrene brudt ned og de spredtes i alle retninger.

Imens Sitting Bull blev forfulgt helt op til Canada, vandrede Crazy Horse og de Nordlige Cheyenne rundt i forhodlsvis uforstyrrethed, resten af året. Da vinteren kom, overraskede hæren Cheyenne og de måtte overgive sig. Det skete uden de store skud- udvekslinger for de hvide vidste, at Crazy Horse befandt sig i området. Hans navn var omgærdet af respekt fra alle sider. Fra tid til anden, sendte de hvide, deres dele- gationer af "venligtsindede" indianere ud for at forhandle med ham og opfordrer ham til at komme til reser- vatet. De lovede ham en tilbundsgående undersøgelse og en fair behandling.

I nogen tid havde han held med at holde dem stangen. Men bøflernes hurtige forsvinden og deres manglende forsyninger, vejede formentlig mere hos ham, end noget andet. I juli 1877 indvilligede Crazy Horse endelig i, at komme til Fort Robinson, Nebraska. Med sig bragte han adskillige tusinde indianere, hovedsageligt Oglala-Sioux og Minneconju-Sioux. Han kom til fortet med den klare overbevisning, at regeringen ville høre på ham og de klager han havde.

På dette tidspunkt, udnævnte general Crooke, Spottet Tail, der havde ydet den amerikanske hær store tjenester, til leder af Sioux-folket, hvilket mange modsatte sig. Reaktionen fra Crazy Horse mod Spottet Tail og de indianske spejdere, der fulgte ham, var offensiv og fjentelig. De planlagde derfor en sammen- sværgelse imod Crazy Horse.

De rapporterede til general Crooke, at Crazy Horse ville dræbe ham under deres næste møde og at han derefter ville tilskynde Sioux nationen til at lave en opstand. Crooke blev opfordret til ikke at møde op til det næste møde, hvilket han gjorde. Istedet sendte han en anden officer til at repræsentere sig.
I mellemtiden havde Crazy Horses venner opdaget det komplot, der var blevet lanlagt, men hans eneste kommentar var at "Kun kujoner myrder"

Crazy Horses kone, var på dette tidspunk blevet alvorligt syg og han besluttede sig derfor til at bringe hende  til hendes forældre, ved Spottet Tail agenturet. Det fik hans fjender til at sprede det rygte at han var ved at flygte. Et kompagni spejdere blev sendt ud for at lede efter ham. De indhentede ham sammen med den syge kone, men formåede ikke at arrestere ham.

Efter at han havde overladt den syge kvinde i hendes families varetægt, forsøgte han at få fat i kaptajn Lea, agenten fra Brulé agenturet. Dette gjorde han sammen med alle krigerne fra Minneconju forbundet. Denne frivillige eskorte, gav et imponerende skue på hesterug. De skød op i luften og sang og for at sige det med kaptajn Lea og missionæren Pastor Clevelands egne ord; "Så var situationen yderst nervepirrende." Og det var den.

De spejdere, der havde fulgt efter Crazy Horse fra Red Cloud agenturet blev direkte frarådet at vise sig offentligt. De fik at vide at de ville blive pisket i fuld offentlighed. Under disse omstændigheder, viste Crazy Horse endnu en gang sin karismatiske udstråling, ved at holde disse vrede, unge krigere tilbage. Han sagde til dem på sin egen rolige måde,

"Det er godt at udvise mod på slagmarken. Men man er en kujon, hvis modet bliver udøvet imod ens egne stammefæller. Disse spejdere har gjort som de fik ordrer til at gøre. De er ikke andet end den hvide mands tjenere. Jeg kom her i et fredeligt ærinde."

Kaptajn Lea opfordrede ham til at overbringe sine klager til hærens hovedkvarter og få rettet de falske an- klager, der var rettet imod ham. Han udstyrede ham enddog med en vogn, der kunne bringe ham frem og en deling soldater som eskorte. Det er blevet fortalt at Crazy Horse ankom til hovedkvarteret under arrest, men dette er ikke sandt. Visse indianere har fortalt at de havde et mas, med at få ham bragt til fortet, men som sagt, er dette usandt og har ikke fundament i virkeligheden. Han tog afsted på egen foranledning. Enten forventede han ikke forræderi,eller også var han fast besluttet på at undgå dette, hvis det skulle kom- me.

Da de nåede militærets lejr, gik Little Big Man arm i arm med Crazy Horse, mens dennes ven Touch The Cloud, gik i forvejen. Da de havde passeret vagtposten kom en officer imod dem og begyndte at gå på den anden side af Crazy Horse. Crazy Horse var ubevæbnet, hvis man ser bort fra den ordinære kniv, der blev båret af både kvinder og mænd. Uden bange anelser gik han imod vagtbygningen, da Touch The Cloud pludselig råbte: "Pas på fætter, de vil putte dig i fængsel".

"Endnu et trick fra den hvide mand, skreg Crazy Horse. Lad mig gå. Lad mig dø kæmpene. Han stoppede op og forsøgte at vende sig om for at flygte.Samtidig forsøgte han at trække sin kniv, men begge hans arme blev nu holdt fast af Little Big Man og den hvide officer. Imens Crazy Horse kæmpede imod disse to, stak en soldat en bajonet tværs igennem ham. Bagfra!!

Dødeligt såret sank Crazy Horse til jorden og han var død inden natten var omme. Hans gamle far sang dødssangene for ham og hans forældre tog hans krop med sig. De sagde at den ikke skulle forgiftes af den hvide mand. De gemte liget af ham et sted i The Bad Lands, hvor han stadig ligger.

Sådan levede og døde en af de mest begavede indianere og den mest ægte af dem.

Hans liv, var det ideelle. Hans omdømme var pletfrit. Han var aldrig involdveret i nogle af de utallige mas- sakre og angreb på forbipasserende vogntog, men var som leder involveret i næsten alle åbne kampe.

Karakterere som Crazy Horse og Chief Joseph er ikke nemme at få øje på blandt de såkaldte civiliserere- de mennesker. Omdømmet af store mænd som dem,er tvunget til at blive overskygget af tvivlsomme mo- tiver og politiske fixfaxerie. Men her er to renhjertede patrioter.

Værdige og ærefulde om nogen er det, har de drukket gudernes ilt på de åbne vidder i en ny verden.




Tilbage til Eastman
Tilbage til Ledere og krigere
Tilbage til Nativeamericans.dk

© Nick Lisberg 2000. All rights reserved