Stemmerne Fra Little Big Horn
Voices from the Greasy Grass

"En øjenvidneskildring af Chief Red Horse ( Lakota) optaget med piktograf og nedskrevet i Cheyenne River reservatet 1881"

"For fem forårsmåner siden, brød jeg Og adskillige andre af Siouxfolket, vores tipier ned og flyt- tede fra Cheyenne River Og over til Rosebud river. Her slog vi lejr et par dage, hvorefter vi igen brød den ned. Denne gang for at sætte den op ved Little Big Horn River( Greasy Grass River), sammen med en anden stor flok af Siouxfolket.

Vi anlagde lejren på følgende måde; Tipierne fra Hunkpapas, var stillet op i den øverste del af lej- ren, ved flodens udspring og i skygge af et klippefremspring. Dernæst kom Santee-Sioux.Så fulgte Oglala, Brulé, Sans Arc og Blackfeet. Til sidst kom Cheyennefolkets tipier.Imellem Sioux og dem, lå en lille afdeling af Arikara.

Jeg var Sioux-leder( en af dem) og jeg tilbragte det meste af min tid i rådslagnings-tipien, der lå lige midt i lejren.

Den dag angrebet startede, var jeg sammen med fire kvinder ude for at grave efter vilde roer. Ganske tæt på lejren. Pludselig henledte en af kvinderne min opmærksomhed på en støvsky, der rejste sig ligeledes tæt på lejren. Jeg opdagede hurtigt at det var soldater, der angreb og sammen med kvinderne, løb jeg nu hurtigt ned igen. Da vi kom derned, råbte en til mig ,at jeg skulle skynde mig hen i råds-tipien.

Soldaterne angreb os så hurtigt, at vi ikke nåede at få talt sammen i tipien, og vi kom ud af den og stod nu og talte forbi hinanden. Sioux, ville sadle heste, skaffe geværer og kæmpe mod soldaterne. Kvinder og børn ville også sadle og komme af sted. Men de mente, komme af vejen.

Imellem soldaterne, var der en officer, der red en hest med fire hvide sokker. Siouxfolket havde igennem tiderne kæmpet imod mange tapre fjender. Men ingen kæmpede som denne hvide. Jeg ved ikke om dette var gen. Custer. Men mange af Siouxfolket, som jeg talte med senere, fortalte mig at det var det!. Jeg så denne officer flere gange under kampene, der fulgte. Men jeg så aldrig hans døde krop.

Det er blevet mig fortalt, at denne officer blev dræbt af en Santee-Sioux, der også tog hans hest. Denne officer bar en bredskygget hat og en dyreskindsjakke. Han reddede mange soldaters liv, under deres tilbagetog. Han vendte sin hest flere gange og dækkede på den måde flere soldaters kroppe med sin hests. Til ingen nytte. Siouxfolket siger at denne fjende, var den tapreste af alle dem de har kæmpet imod. Jeg så to andre officerer, der lignede ham. Begge havde langt gyldent hår.

I dagene før slaget, havde Siouxfolket haft deres lejr ved Rosebud River. Men efter Crazy Horses sejr der ( 8 dage før slaget ved Little Big Horn ( 18. juni 1876 ) var Gen. Crooks styrker blevet slået eftertrykkeligt af Crazy Horse og hans Oglalas) Nu brød vi den ned og fulgte floden nedad, indtil den løb sammen med Little Big Horn River. Der krydsede vi den og satte vores lejr op på den vestlige bred.

Den dag, slaget ved LBH, startede, var en mand taget ud fra lejren, for at begive sig til Red Cloud Agenturet. Men da han var kommet et stykke væk, havde han bemærket en støvsky, der rejste sig og han var derfor vendt tilbage.Han troede, sagde han, at en bøffelhjord havde slået sig ned i nær- heden af lejren og det mente han var vigtigere at meddele, frem for at tage turen til agenturet. Han var næppe kommet af med sit budskab, før soldaterne gik til angreb.

De kom ned ad det spor vi havde lavet på vores vandring mod denne lejrplads. De krydsede Little Big Horn river, der hvor vi havde krydset den. Der angreb de, de boliger, der lå der og satte dem i brand. Disse boliger tilhørte Hunkpapas.

Kvinder og børn, løb nu langs med floden for at komme i sikkerhed. Soldaterne satte ild til flere ti- pier, men nu gik Siouxfolket til modangreb Alle krigerne på en gang og det fik forvirret soldaterne så meget, at de trak sig tilbage.

De søgte igen mod floden, der på dette sted havde temmelig stærk strøm og adskillige soldater druknede her, da de forsøgte at krydse den til fods. På en bakketop, stoppede soldaterne og Sioux-folket omringede dem. Så kom en kriger og fortalte at en anden afdeling soldater, havde ta- get kvinder og børn til fange. Som en løbeild, spredte nyheden sig igennem vores rækker og kri- gerne forlod stedet, for at søge ned til hvor de blev holdt fanget..

Fra den omringede bakke, til det sted kvinder og børn var fanger, var der et stykke åbent land uden anden dækning end bredderne ved det lille vandløb, der lå der. Siouxfolket troede at sol- daterne ville angribe dem på dette stykke åbne land, men da dette imidlertid ikke skete, troede krigerne at soldaterne var løbet tør for ammunition. Alle soldater i nærheden af kvinderne og børn- ene, blev dræbt og vi vendte igen opmærksomheden, imod de sidste soldater oppe på toppen af bakken.

Alle Sioux var med til at omringe den og vi begyndte en lang ventetid.Den endte først,da en kriger kom ridende og fortalte,at en stor mængde soldater, til fods, ikke var langt borte. De marcherende soldater, var de overlevendes redning. Siouxfolket kan ikke bekæmpe soldater til fods.
De er bange for dem, så vi forlod stedet.

Soldaterne havde angrebet lejren ved middagstid. De havde angrebet fra fire retninger. De var blevet splittet op, samlet igen og én deling, havde angrebet lige tværs igennem lejren. Efter at vi havde fået drevet soldaterne tilbage over floden, angreb vi de soldater, der havde angrebet lejrens nedre del. Dem fik vi fordrevet totalt.

Disse soldater blev så skræmte, at de begyndte at opføre sig helt tosset. Mange af dem smed deres geværer og strakte hænderne i vejret, imens de råbte "Sioux, skån os og tag os som fanger". Siouxfolket tog ingen af dem som fanger, men dræbte dem alle. Ingen fik lov til at være i live mere end et par minutter. Disse soldater fik kun brugt deres våben meget lidt. Jeg erobrede en revolver og to patronbælter fra to døde soldater. I det ene manglede der kun to patroner og i den det andet manglede kun fem. Siouxfolket tog geværerne og patronerne fra de døde soldater og brugte dem imod de overlevende. Havde soldaterne ikke delt sig, tror jeg at mange Sioux, var blevet dræbt.

Men da først mit folk fik spredt dem for alle vinde, ved at angribe dem lige i midten af deres styr- ker, begyndte kampene at udvikle sig til mand til mand kamp.

En afdeling af soldater, stoppede op lige foran deres egne rækker og spærrede derved for deres skudfelt. Derved gjorde de det endnu sværere for dem selv Da soldaterne endelig gik til angreb, trak vi os tilbage, indtil styrkerne stod lige over for hinanden. Så samlede Siouxfolket deres fælles mod og gik til angreb. De red lige imod soldaterne, delte sig op og omringede dem. Jeg kunne se soldater-officerer ride i front af soldaterne og jeg kunne høre skuddene fra dem. Nu var der man- ge dræbte Sioux. Soldaterne dræbte 136 og sårede 160. Sioux dræbte alle disse forskellige sol- dater i den dybe kløft.

Soldaterne angreb Siouxlejren længst oppe ad floden. Efter kort tid, angreb en anden styrke  lej- rens nedre del og Siouxlederne sagde" Siouxkrigere, tag op og hold øje med soldaterne oppe på højen. Sørg for at de ikke blander sig i kampene og kommer disse soldater til hjælp"

Sioux- krigerne tog tøjet fra de døde soldater og imellem ligene af dem, fandt de også hvide mænd i civile klæder. Deres tøj blev også revet af deres kroppe.Disse krigere i hvide mænds klæder,be- kæmpede soldaterne på højen.

Flodbredderne på Little Big Horn River var meget høje og mange soldater blev dræbt, da de for- søgte at krydse den. Soldaterne på højen havde gravet sig ned i jorden og vi sloges med dem på lang afstand. Sporadiske frontal angreb, blev dog udført af unge håbefulde krigere.

Denne kamp på afstand, fortsatte indtil krigeren kom og fortalte os om de marcherende soldater. Så blev vi bange og stak af ."


Tilbage til stemmerne fra Little Big Horn
Tilbage til nativeamericans.dk

Nick Lisberg © 2000.. All rights reserved