Cherokee

 

Bjørnemanden. "The Bearman"


"En tåget forårsmorgen, for længe siden, tog en Cherokee ved navn Whirlwind afsked med sin kone, for at tage op i Smokey Mountains og jage småvildt.

Inde i skoven så han en stor sort bjørn og sårede den med en af sine pile. Bjørnen vendte rundt og begyndte at løbe den anden vej, men Whirlwind forfulgte den og skød pil efter pil ind i den uden synlig virkning. Hvad Whirlwind ikke vidste var, at bjørnen besad magiske kræfter og kunne både tale og læse et menneskes tanker.
Til sidst stoppede bjørnen op, trak alle pilene, der sad i dens krop ud igen og rakte dem til Whirl- wind."Det nytter ikke noget, du kan ikke slå mig ihjel alligevel, sagde den. Kom med mig og jeg vil vise dig hvordan vi bjørne bor.

Whirlwind tænkte ved sig selv at denne bjørn sagtens kunne slå ham ihjel, men endnu før han havde tænkt tanken til ende, sagde bjørnen, at han intet havde at frygte.
Næppe havde han tænkt på, hvordan han skulle skaffe sig føde, da bjørnen sagde at den havde rigeligt med føde. Whirlwind besluttede sig nu for at følges med bjørnen og de vandrede side om side, indtil de kom til en hule i bjerget.

"Dette er ikke min bolig, sagde bjørnen. Men der bliver holdt en rådslagning her. Du kan følge med og se hvad, der sker" De gik ind i grotten,der efterhånden som de kom længere ind, udvidede sig, så den til sidst var lige så stor som en Cherokee- landsby. Der nåede de en grotte, der var fyldt med bjørne.Unge bjørne, gamle bjørne,brune, sorte og en enorm stor hvid bjørn, der var den øverste leder.


Whirlwind satte sig i et hjørne, sammen med den sorte der havde bragt ham, men snart opdagede de andre bjørne hans tilstedeværelse og en af dem sagde; "Hvad er det for en dårlig lugt af menne- ske?"
Men den store hvide irettesatte den og sagde at det var en fremmede der var kommet for at se til dem og at de i øvrigt skulle lade ham være i fred. Bjørnene begyndte nu at diskutere den knaphed, der var på al slags føde.

De havde sendt budbringere ud til alle retninger, for at søge efter føde og to af dem var nu kommet retur med gode nyheder. De to budbringere fortalte, at de mod syd havde fundet et stort område med kastanje og æbletræer og jorden var fyldt med føde. Glad over nyheden annoncerede en enorm stor sort bjørn, ved navn Long Hams, at den ville fører an i en dans.

Imens de dansede bemærkede bjørnene Whirlwinds bue og pile og Long Hams stoppede og sag- de; "Det er disse våben, menneskene bruger til at slå os ihjel med. Måske kan vi bruge deres egne våben imod dem.?

Long Hams tog våbnene fra Whirlwind, satte en pil på buestrengen og trak tilbage. Men da han slap buestrengen igen, fik en af hans lange klør fat i strengen og pilen faldt til jorden. Så gik det op for ham,at han ikke kunne bruge dem og han gav dem tilbage til Whirlwind. Samtidig havde bjørn- ene afsluttet deres dans og var nu begyndt at forlade grotten igen, for at søge til deres egne boliger.

Whirlwind og den store sorte, der havde bragt ham med gik også uden for og efter lang tids van- dring kom de til en mindre hule i bjergsiden. "Dette er mit hjem, sagde bjørnen og vandrede foran ind i hulen.

Da Whirlwind kom ind, kunne han ikke få øje på noget spiseligt og han undrede sig over, hvordan han kunne få stillet sin sult. Bjørnen læste hans tanker og satte sig op på bagpoterne, alt imens den lavede bevægelser med forpoterne. Da den holdt poterne ud mod Whirlwind, var de fyldt med valnødder. Den gentog magien og nu var poterne fyldt med blåbær, som den gav ham. Så frem- tryllede den brombær og til sidst agern. "Jeg kan da ikke spise agern, sagde Whirlwind. I øvrigt har jeg fået rigeligt at spise.

I mange måner, gennem sommeren og vinteren, levede Whirlwind og bjørnen, sammen i hulen.
Efter et stykke tid, bemærkede Whirlwind, at der var begyndt at vokse lange hår ud på hele kroppen af ham. Det lignede bjørnens pels Han lærte at spise som en bjørn og han opførte sig som en bjørn. Men han gik stadig oprejst som et menneske.


På forårets første varme dage, fortalte bjørnen at den havde haft en drøm om Whirlwinds landsby og at Cherokee-folket, havde planlagt en stor jagt i bjergene. "Venter min kone stadig på mig, ville Whirlwind vide. "hun venter på dig, svarede bjørnen. Men du er blevet en bjørnemand, så hvis du vil vende tilbage til din landsby, må du holde dig ude af syne for andre mennesker, i syv dage og syv nætter. Når de syv dage og nætter er gået, vil du atter være et menneske igen.

Et par dage senere, kom en afdeling Cherokee jægere op i bjergene og Whirlwind og bjørnen, gemte sig bagerst i hulen. Men Cherokee jægerne havde medbragt hunde og hundene fandt ind- gangen og begyndte at gø voldsomt. "Jeg har mistet min magiske kraft mod pile sagde bjørnen.
Dit folk vil dræbe mig og tage mit skind. Men de vil ikke gøre dig fortræd. De vil tage dig med hjem. Husk på hvad jeg sagde, hvis du ønsker at slippe af med din bjørnenatur, sluttede den.

Jægerne begyndte nu at smide brændende grene ind i hulen. "De vil dræbe mig, slæbe mig udenfor og skære mig i stykke, sagde bjørnen. Så vil de spise mig og tage resten med tilbage til landsbyen. Du må sørge for at mit blod, bliver tildækket med løvet fra skovens træer, og hvis du ser dig til- bage når de bringer dig herfra, vil du få noget at se.

Ganske som bjørnen havde forudsagt , slog jægerne den ihjel med deres pile og trak kroppen ud af hulen. Der flåede de skindet af den og skar den ud i stykker, der var nemme at transportere. Fordi Whirlwind troede, at de også ville slå ham ihjel, fordi han lignede en bjørn, gemte han sig stadig bagerst i hulen. Men hundene gøede hele tiden voldsomt ad hans lugt, at jægerne til sidst kikkede ind i hulen igen.

Der fik de øje på den menneske-lignende bjørn, der stod oprejst på bagbenene og en af dem genkendte Whirlwind. I troen på, at bjørnen, havde holdt ham som fange, spurgte de Whirlwind om han ville med tilbage til landsbyen. Han svarede at det ville han gerne, men at han måtte være alene og ude af syne i syv dage og syv nætter, for at blive en mand igen.

Imens jægerne gjorde sig rede til at returnere til landsbyen, med bjørnens kød, dækkede Whirl- wind omhyggeligt bjørnens blod med løvet fra træerne, der hvor den var blevet dræbt. og da de forlod stedet efter et stykke tid, kikkede Whirlwind sig tilbage over skulderen og så en sort bjørn rejse sig fra løvet, ryste pelsen og vandre ind i hulen igen.

Da jægerne nåede landsbyen, tog de Whirlwind til en tom hytte hvor de adlød hans ordre om at barrikadere døren. Selv om han bad dem holde hans tilstedeværelse hemmelig, må der alligevel være en, der havde fortalt sig, for allerede næste morgen stod hans kone der og krævede at se sin mand.

"Du må vente i syv dage, svarede krigerne, der holdt vagt ved døren. Kom tilbage efter syv dage og Whirlwind vil komme til dig, som han var, da han forlod dig, for tolv måner siden. Bitter og skuffet gik kvinden derfra.
Men hun vendte tilbage hver dag, hvor hun tryglede dem om at lade hende se sin længe savnede mand. Til sidst, på den femte dag, forbarmede krigerne sig over hende og flyttede barrikaderne, der var for døren, åbnede den og bad Whirlwind komme udenfor.

Selv om han stadig var utroligt behåret og gik som en bjørn, var konen så glad for at se ham, at hun insisterede på at han skulle følge med hende hjem. Whirlwind gik med hende, men døde et par dage efter. Cherokee-indianerne vidste da, at bjørnene havde krævet hans liv fordi han stadig hav- de haft sin bjørnenatur. Havde de holdt ham ude af syne i hytten, uden mad og drikke, som han havde forlangt, så ville han have været en mand igen.

Derfor er der stadig folk i landsbyen, der den dag i dag, på den første varme og tågede forårs- nat, ser genfærdet af to bjørne, en der går på alle fire og en der går på bagpoterne.

 

Tilbage til Cherokee

Tilbage til stammer

Tilbage til nativeamericans.dk

© Nick Lisberg All rights reserved