Bears Belly (Kanuh.Kanuna(Arikara)
født 1847 ved Fort Clark.(Dengang S.Dakota)

Han havde ingen kamperfaring, men meldte sig alligevel som spejder for general Custer som nitten- årig. Han havde hørt fra de ældste i stammen, at det var den nemmeste måde at opnå ære på. Kort efter at han var startet som spejder, ledte Custer sine tropper ind i området omkring Black Hills og det varede heller ikke længe inden de kom i kamp, idet de fandt fem telte, der stod alene og faldt over dem. Den unge Bears Belly talte her to Coup af første grad og et af andet.

Bears Belly fastede en gang i livet.Da han gik til en af de ældre for at få et råd, ledte den gamle mand ham hen til den fjerneste ende af lejren og bad ham sætte sig foran et gammelt bisonkranie. Derefter kommanderede den ældre mand Bears Belly til at tage sit tøj af, og indsmøre sin krop i hvidt ler fra floden for igen at bede ham tage plads foran bisonkraniet.

Da Bears Belly havde indtaget pladsen foran kraniet, tog den gamle mand en kniv og hvad der lignede en syl frem fra og henvendte sig til kraniet:
Denne unge kriger, der sidder foran dig, står over for nogle store ofre og pinsler. Se på ham med milde øjne, Du og Neshanu og giv ham et langt og rigt liv. Da den gamle mand havde talt færdig, tog han kniven og skar små strimler af Bear Bellys brystmuskler og holdt kødet ind over bisonkraniet.

Bears Belly blev medlem af Medicine Bear Lodge og havde følgende fortælling om sin optagelse i dette selskab:

Jeg behøvede et bjørneskind til at lave min medicin og i den måne hvor bladene bliver brune, gik jeg op i bjergene ved White Clay. Alt jeg havde i tankerne var at finde en bjørn og slå den ihjel.
Jeg passerede en ørnefælde men stoppede ikke. Det var en bjørn jeg var efter.
Pludselig kom jeg til en klippekant og nedenfor kunne jeg se tre bjørne. Mit hjerte gik to veje.
Jeg behøvede kun én bjørn, men at skulle bekæmpe tre for den ene,var alligevel mere end jeg kunne klare. Jeg besluttede mig alligevel for at gøre et forsøg.

Jeg sneg mig ind på alle tre og da jeg var omkring fyrre fod fra dyrene,udstødte jeg et højt brøl sam- tidig med at jeg så mig om efter en mulig flugtvej hvis de nu skulle finde på at angribe mig
Eneste flugtvej var at klatre op af klippevæggen, så mine mokkasiner, som jeg vidste var i en elendig tilstand, sparkede jeg samtidig af mig så jeg bedre kunne klatre hvis det kom dertil.

Den ene bjørn havde stoppet sin vandring da mit råb lød og den stod nu og betragtede mig imens en anden var ved at vende sig for at gøre det samme. Jeg spildte ikke et sekund men trykkede på aftræk- keren. Stor var min forbavselse dog, da det var den fjerneste bjørn, der sank til jorden. Mit skud havde passeret igennem den første bjørn og havde ramt den anden lige i kraniet. Den sårede bjørn angreb mig nu og jeg løb for livet imens jeg ladede mit gevær påny. Så snurrede jeg rundt og skød igen. Denne gang ramte mit skud dens rygsøjle og knækkede den. Den faldt til jorden og jeg kunne se dens ånde kun ti fod fra mig.

Støj fik mig til at huske den tredie bjørn, der nu var på vej lige imod mig brølende af arrigskab.
Jeg råbte for at styrke mig selv og bjørnen rejste sig på bagbenene og spruttede af raseri. Jeg rettede mit gevær mod dens bryst og ramte den på tre-fire fods afstand og den stak i et hyl og vendte rundt for at komme væk, men faldt så sammen. Død

Bjørnen med den brækkede ryg forsøgte at kravle væk ved at hive sig frem i forpoterne og jeg vendte mig imod den og sagde: Jeg kom for at kikke efter dig og blive din ven, så vi altid kunne være sammen. Så genladede jeg mit gevær og skød den igennem hovedet.

Hans skind beholdte jeg---De andre to solgte jeg

Tilbage til ledere og krigere
Tilbage til nativeamericans.dk

© Nick Lisberg All rights reserved © 1997-2005